diary from a semester abroad in New Zealand

Weekendtur til Wellington

Weekendtur til Wellington

I weekenden var Rico og jeg en tur i Wellington – New Zealands hovedstad. Wellington ligger på den sydlige del af nordøen, og det tager en lille times tid at flyve dertil.

Vi ankom til Wellington midt på dagen fredag. Vejret var fantastisk, så efter at have checket ind på vores hotel, gik vi på oplevelse i byen. Vi startede med at gå på havnen, hvor vi så “Crab Shack” – så her skulle vi naturligvis spise frokost.

Mætte og tilfredse satte vi nu kurs mod Mt. Victoria. Mt. Victoria har med sine knap 200 meter en smuk udsigt over by og havn. Turen gik op, op, op – men det var absolut ømme ben værd! Bonusinfo: Flere af scenerne fra Ringens Herre er filmet ved Mt. Victoria 🙂



Tilbage i byen nød vi bare resten af dagen – Wellington er sådan en fed by!

Lørdag var planen egentlig, at jeg skulle have været til karate trænings-samling (oprindeligt var dette hele grunden til, at vi skulle en weekend til Wellington). Jeg var dog blevet så fascineret af byen, at jeg slet ikke havde lyst til karate – jeg ville meget hellere opleve mere af byen sammen med Rico! Så karate blev lagt på hylden til fordel for en dags oplevelser i Wellington 🙂

Vi startede med at tage bussen ud til “Island Bay”. Efter en hurtig kaffepause begyndte vi vores vandring mod “Red Rocks”. Red Rocks er en formation af røde sten, som står smukt ved havet – omgivet af bakker.

Ifølge Google skulle turen dertil være “overvejede flad” – hvilket viste sig at være den største løgn. Vi gik op og ned af kæmpe bakker allerede inden vi ankom til stranden!

Rico kæmper sig over den “overvejende flade” vej 😉

Da vi ankom til stranden var der yderligere ca. 4 km ud til Red Rocks. Turen var så flot! Hav, bakker og høj sol. Billederne beskriver dog ikke helt, hvor blæsende det rent faktisk var. Det blæste simpelthen en halv pelikan! Wellington har, pga. dens beliggenhed, ca. 200 dage om året med seriøs blæsevejr. Lørdag var uden tvivl én af dem 😉

Fremme ved Red Rocks!

Størrelsen på bølgerne giver en lille fornemmelse af, hvor meget det rent faktisk blæste!

Efter at være blevet blæst godt og grundig igennem tog vi bussen tilbage til Wellington.

På trods af den blæsende vandring, fik jeg overbevist Rico om, at vi skulle prøve at køre med kabelbanen i Wellington. Det er en af byens helt store attraktioner, da den kan dateres “helt” tilbage til starten af 1900 tallet (New Zealands historie er meget ung – så begyndelsen af 1900 tallet er meget gammelt 😉 ).

Kabelbanen kører op af en stejl bakke og ender i botanisk have. Turen tager ikke mere end små 5 minutter. Nedenfor ses udsigten fra toppen inkl. kabelbanen.

I botanisk have havde de været så flinke at lave en “downhill walk” tilbage til byen – dén fulgte vi! 🙂

Fotograf Rico 😉 

Tilbage i byen var vores ben godt trætte! Ikke mere sightseeing den dag! Vi havde uden tvivl fortjent øl og afslapning!

Søndag skulle vi flyve hjem kl. 19, så vi havde fin tid til at nyde Wellington lidt mere.

Efter at have checket ud på hotellet, tog vi hen til museet Te Papa. Te Papa er New Zealands national museum, og skulle eftersignede være det bedste museum i hele New Zealand.

Te Papa er kæmpe stort, og man mister hurtigt overblikket. Vi var ikke helt enige om, det var fedt at være på museum eller ej 😉

Den bedste udstilling var “Gallipoli – The scale of our war”. Udstillingen er lavet i samarbejde med “Weta Workshop” (Weta Workshop har lavet mange af figurerne til både Ringens Herre og Hobitten). Udstillingen fortæller historien om Gallipoli set gennem øjenene fra 8 soldater fra New Zealand. De 8 soldater 2,4 gange større end normalt.

Efter Te Papa spiste vi frokost på “Olive”. En hyggelig restaurant midt i byen som vi havde fået anbefalet.

Resten af dagen brugte vi på at nyde det sidste af Wellington. Vi slappede af og gik ture på havnen.

Sødeste lille pingvin ved havnen. 

Til sidst kunne vi simpelthen ikke mere. Vi havde gået omkring 50 km den weekend, og det begyndte altså at kunne mærkes. Vi var trætte og fulde af indtryk, da vi kom “hjem” til Auckland igår aftes. Wellington har været en fantastisk oplevelse! 🙂



1 thought on “Weekendtur til Wellington”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *